VEDTÆGTER FOR Dansk Patologiselskab

 
§1      Selskabets navn er Dansk Patologiselskab, over for udlandet Danish Pathology Society.
 
§2      Selskabets formål er at fremme udvikling og forskning inden for den humane patologiske anatomi og cytologi.
 
§3      Som ordinære medlemmer af selskabet med fuld stemme- og valgret på selskabets generalforsamling kan optages læger med dansk speciallægeanerkendelse i specialet patologisk anatomi og cytologi, læger i videreuddannelse til specialet, samt andre akademikere, der ved deres virksomhed medvirker til selskabets formål. Som ekstraordinære medlemmer af selskabet uden stemme- og valgret og uden adgang til selskabets generalforsamling kan personer optages med dokumenteret interesse for eller tilknytning til patologi i bred forstand.
 
§4      Æresmedlemmer kan efter motiveret forslag fra bestyrelsen optages i selskabet, såfremt der på generalforsamlingen er 2/3’s flertal herfor. Æresmedlemmer uden ordinært medlemskab af DPAS og korresponderende medlemmer har ikke stemmeret og er ikke valgbare.
 
§5     Stk. 1. Optagelse sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Nægtelse af optagelse kan indbringes for generalforsamlingen.
         Stk. 2. Udmeldelse af selskabet kan ske til førstkommende 1. januar.
         Stk. 3. Forslag om eksklusion kan fremsættes af bestyrelsen eller en fjerdedel af medlemmerne og afgøres ved en generalforsamling.
 
§6     Stk. 1. Medlemskontingentets størrelse fastsættes på generalforsamlingen.
         Stk. 2. Regnskabsåret er kalenderåret, og regnskabet skal være revisorerne i hænde senest den 1. februar. Valg af to revisorer foretages på generalforsamlingen for 3 år, og genvalg kan finde sted én gang.
         Stk. 3. Ikke-erhvervsaktive medlemmer og æresmedlemmer er kontingentfri.
 
§7     Stk. 1. Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
         Stk. 2. Ordinær generalforsamling skal afholdes én gang årligt, ordentligvis i marts måned, og indkaldes via e-mail med mindst 3 ugers varsel samtidig med dagsordenens bekendtgørelse og annonceres på selskabets hjemmeside.
         Stk. 3. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
 
1.       Valg af dirigent.
2.       Beretning fra bestyrelsen.
3.       Beretning fra udvalg.
4.       Beretning fra inspektorordningen.
5.       Forelæggelse af de reviderede regnskaber.
6.       Fastsættelse af kontingent.
7.       Forslag fra bestyrelse og medlemmer.
8.       Valg af formand.
9.       Valg til bestyrelsen.
10.     Valg til udvalg, råd og andre tillidsposter.
11.     Valg af revisorer.
12.     Eventuelt.
 
         Stk. 4. Forslag, herunder til valg, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgives til bestyrelsen ledsaget af en kort motivering senest 2 uger før generalforsamlingen, og disse skal ligesom forslag fra bestyrelsen være medlemmerne i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
         Stk. 5. Afstemninger vedrørende valg af formand og bestyrelse og valg i henhold til §§ 8, 9, 10, 11 og 13 skal ske skriftligt, hvis der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges. Der tildeles medlemmerne én stemme for hvert ledigt hverv.
         Stk. 6. Formanden vælges særskilt.
         Stk. 7. Alle afgørelser, inkl. valg til formand og valg til bestyrelse og udvalg, træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, med mindre andet er fastsat i vedtægterne. For hvert ledigt hverv tildeles medlemmerne én stemme.
         Stk. 8. Såfremt dirigenten eller to af de fremmødte medlemmer stiller krav herom, skal en afstemning foregå skriftligt.
         Stk. 9. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal, hvis mindst ¼ af medlemmerne kræver det, indkaldes af denne inden 6 uger med mindst 2 ugers varsel med angivelse og motivering af forslag, som ønskes behandlet.
         Stk. 10. Hovedpunktsreferat af forhandlingerne på en generalforsamling skal af bestyrelsen udsendes til samtlige medlemmer senest to måneder efter generalforsamlingen.
 
§ 8     Bestyrelsen
         Stk. 1. Bestyrelsen består af seks medlemmer, som bortset fra formandsposten konstituerer sig selv med en næstformand, en sekretær og en kasserer, og som selv fastlægger sin forretningsorden.
         Stk. 2. Bestyrelsen varetager enhver kontakt til offentlige instanser, nationale og internationale selskaber og interesseorganisationer samt andre organisationer med mindre andet meddeles.
         Stk. 3. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
         Stk. 4. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.
         Stk. 5. Bestyrelsens ene medlem er FYPA’s formand (jf. §12).
         Stk. 6. Valg til bestyrelse gælder for to år. Umiddelbart genvalg kan finde sted to gange. Det bør tilstræbes, at medlemmerne fagligt og geografisk repræsenterer forskellige interesser.
 
§ 9     Informatikudvalg
         Stk. 1. Den ordinære generalforsamling vælger en formand og tre medlemmer til et informatikudvalg. Herudover skal bestyrelsen være repræsenteret med ét medlem.
         Stk. 2. Valgene gælder for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.
         Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder kommissorium for udvalgets arbejde.
 
§ 10   Uddannelsesudvalg
         Stk. 1. Den ordinære generalforsamling vælger en formand og tre medlemmer til et uddannelsesudvalg, der skal forestå den postgraduate kursusvirksomhed i specialet. Derudover skal bestyrelsen være repræsenteret med ét medlem. Det bør tilstræbes, at medlemmerne repræsenterer forskellige faglige interesser, uddannelsesniveau og geografiske områder.
         Stk. 2. Uddannelsesudvalget refererer til DPAS bestyrelse.
         Stk. 3. Uddannelsesudvalget foreslår til bestyrelsen et medlem af selskabet, som herefter ansættes af Sundhedsstyrelsen som hovedkursusleder for de teoretiske, specialespecifikke kurser. Denne indgår som ordinært medlem af uddannelsesudvalget.
         Stk. 4. En repræsentant for hvert af de tre hold uddannelsessøgende, som deltager i den teoretiske, specialespecifikke kursusrække i hoveduddannelsen, vælges af holdet som ordinært medlem af uddannelsesudvalget. Valget sker for en maksimal periode svarende til personens kursustid. Personen skal i hele perioden være under hoveduddannelse og aktivt deltage i kurserne.
         Stk. 5. Sagkyndige, der ikke er medlemmer af selskabet, kan midlertidigt tilknyttes udvalget.
         Stk. 6. Valg til uddannelsesudvalget gælder for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.
         Stk. 7. Bestyrelsen udarbejder kommissorium for udvalgets arbejde.
 
 
§ 11   Udvalg for Kvalitetsudvikling
         Stk. 1. Den ordinære generalforsamling vælger én formand og tre medlemmer til et kvalitetsudviklingsudvalg. Herudover skal bestyrelsen være repræsenteret med ét medlem.
         Stk. 2. Udvalg for Kvalitetsudvikling refererer til DPAS bestyrelse.
         Stk. 3. Valgene gælder for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.
         Stk. 4. Bestyrelsen udarbejder kommissorium for udvalgets arbejde.
 
§ 12   Udvalg for Molekylærpatologi
         Stk. 1. Den ordinære generalforsamling vælger én lægelig formand og tre medlemmer til et udvalg for molekylærpatologi, således at læger udgør udvalgets flertal. Herudover skal bestyrelsen være repræsenteret med ét medlem. Der bør tilstræbes, at medlemmerne skal repræsentere forskellige faglige interesser og geografiske områder.
         Stk. 2. Udvalg for Molekylærpatologi refererer til DPAS bestyrelse.
         Stk. 3. Valgene gælder for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.
         Stk. 4. Bestyrelsen udarbejder kommissorium for udvalgets arbejde.
 
§ 13   Foreningen af Yngre Patologer, FYPA
         Stk. 1. FYPA er en fraktion for yngre læger under DPAS. Denne har egne vedtægter og vælger selvstændigt formand og bestyrelse.
         Stk. 2. FYPA refererer til DPAS bestyrelse, og fraktionens vedtægter skal godkendes af DPAS bestyrelse. FYPA aflægger beretning på DPAS generalforsamling.
         Stk. 3. FYPA’s formand er medlem af DPAS bestyrelse. Ved udnævnelse til overlæge fratræder FYPA’s formand den 1. januar det følgende år, jf. FYPA’s vedtægter.
 
§ 14   Funktionstid i tillidshverv for DPAS
         Stk. 1. Den kontinuerte funktionstid i samme tillidshverv for DPAS kan ikke overstige 6 år. Hvis et bestyrelsesmedlem eller udvalgsmedlem i løbet af denne periode bliver valgt til formand for samme bestyrelse eller udvalg, kan den samlede funktionstid dog være op til 8 år.
         Stk. 2. Et tillidshvervs funktionstid skal opdeles i perioder, der enten kan udgøre 2 perioder af hver 3 års varighed eller 3 perioder af hver 2 års varighed, afhængig af tillidshvervets karakter.
         Stk. 3. Genvalg efter en funktionsperiode kan finde sted jf. §14, stk. 1.
         Stk. 4. Udpegning til et tillidshverv foretages af bestyrelsen med mindre andet er angivet i DPAS vedtægter.
 
§ 15   Selskabet er tilknyttet Dansk Medicinsk Selskab efter de for dette selskab gældende vedtægter.
 
§ 16   Vedtægtsændringer kan foretages på generalforsamlingen efter forudgående udsendelse af ændringsforslag til medlemmerne senest 3 uger før generalforsamlingen og kræver for vedtagelse, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
 
§ 17   Selskabets opløsning
         Stk. 1. Beslutning om selskabets opløsning kan træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer herfor. Hvis der på den pågældende generalforsamling ikke er 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer til stede, men de tilstedeværende medlemmer ved simpel stemmeflerhed stemmer for opløsning, skal der tidligst 6 uger og senest 8 uger derefter afholdes ekstraordinær generalforsamling, der uanset fremmøde er beslutningsdygtig. På denne generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpel stemmeflerhed.
         Stk. 2. Ved selskabets opløsning træffes samtidig beslutning om anvendelse af selskabets midler. Midlerne kan ingensinde udloddes til deling blandt medlemmerne, men skal henlægges til fonds med forskningsformål.
 
 
 
Revideret april 2012